Find på noget nyt, ellers....!

Hvorfor er nogle mennesker mere bange end andre?
Bange for konfrontationer og konflikter - bange, for en almindelig tæt diskussion? Bange for, at der bliver sat spørgsmålstegn ved deres standpunkt, ræsonnementer, forslag og udtalelser? Forsøger de at beskytte sig? Flygte, eller vige bort fra noget ubehageligt?
Hvorfor skal nogle mennesker tvinges til at udvikle sig?
Hvorfor denne træghed? Mens andre hele tiden fornyr sig....

Forleden drøftede jeg disse observationer med en god ven.
Vi forestillede os, at der er en sammenhæng med de personlige karaktértræk; at dét, der ser ud som om de bare gerne vil gøre som de altid har gjort; at de er usikre i deres argumentation og frygter andres: At det i virkeligheden kun er et resultat af sammensætningen af deres individuelle karaktértræk. Ikke at det (at være konform eller konventionel) er et karaktértræk i sig selv.

Kald det genetisk disponeret, inerti eller whatever....Vi fik en mistanke om, at dét de mangler, er åbenhed.

For denne type mennesker, kan det føles direkte livstruende at få indskærpet (eller i hvert fald frustrerende), at de skal 'følge med tiden', være med 'på moden', at de skal være kreative, få nye idéer, og være innovative og fremsynede. Vi skal alle sammen være sådan. I dag er det et 'must-have'! Do it or die...

Jamen, hvis de nu bare ikke har de karaktértræk træk der kræves? Hvis nu, hvis de simpelthen ikke har den naturlige evne til åbenhed - åbenhed overfor det nye og det ukendte? Og hvad nu, hvis de derfor heller ikke kan mønstre dén naturlige nysgerrighed, som er nødvendig? Hvad så? Vil de så have nemt ved at vise det stærke engagement og være helt vildt passioneret?
Hvis det nu engang ikke er i resonans med deres natur!
Og det bare ikke siger dem noget?
Ikke at de mener det er ligegyldigt eller uvæsentligt og set fra et forretningsmæssigt synspunkt, virker ganske logisk og giver god mening. Men det ligger bare ikke til deres natur. Det ligger ikke forest i deres bevidsthed - og er heller ikke øverst på deres ønskeliste. Det er ikke naturligt for dem...De er bare 'skruet' sammen på en anden måde. Og dét bliver de hverken bedre eller dårligere mennesker af.

Man må konstatere, at de egentlig bare er godt tilfredse. Og fra dén position, er der al mulig god fornuft i at se det hele, som en storm i et glas vand. De har ikke noget at klage over.
Hvorfor skulle man så ændre noget? Hvad og hvem skal alle disse forandringer være til gavn for?
Ikke for dem - bestemt ikke for dem. Hvorfor kan de ikke bare få lov til at passe deres job? Gøre dét, de er så gode til...

De er nemlig gode til deres job. Rigtig gode.
De har brugt mange, mange år af deres liv på at mestre et håndværk; at opbygge en høj faglighed og ekspertise. Det fungerer. Det har det gjort i mange år. Og de er stolte af det. Tilfredse...så hvorfor nu ændre på det? Javel - kunne de sige - der er andre som vil syntes, at hvis jeg kunne lave om på mine rutiner og måske lære noget nyt, så vil det være en hjælp for dem; deres job vil blive nemmere, hurtige og måske vil de også blive mere effektive.

Men hvad med mig? Jeg skal pludseligt smide noget af min viden i skraldespanden - og risikerer jo at fremstå som en simpel 2-års lærling; som en usikker fumler, der hakker i det, er vaklende og usikker. Måske vil jeg oven i købet være længere tid om at udføre mit arbejde. Jeg mener, det tager da lidt tid, før al det nye kommer ind på rygraden, ikk'? Og hvordan skal jeg så kunne forvente, at jeg stadig har de andre medarbejderes respekt og tillid? Når jeg er blevet langsommere og dårligere til mit job? Det vil jeg ikke ha' det godt med.
Der er ikke noget at sige til, hvis der er nogle som synes, at det hele virker som en temmelig dårlig handel.

Og alligevel beder vi disse mennesker, ja vi kræver af dem, at de skal deltage begejstret og veloplagte, i jagten på den kreative hellige 'gral'.
Vi kræver, at de skal gå ud på 'planken' - mere eller mindre frivilligt.
Er der noget at sige til, at de er bange? Umotiverede?
At de føler angsten snige sig ind på dem, som et bagholdsangreb?

Det ville jeg da også være....hvis jeg skulle gøre noget, der strider imod min natur; noget, som jeg i virkeligheden slet ikke er skabt til.

Hvis jeg ikke var åben...nysgerrig...opsøgende...og modig ;-)